mandag den 25. september 2017

10 km. løb under 40 minutter – done!

Så er sæsonens første mål gennemført. Jeg har haft et mindre del-mål, som var 10 km. løb på under 40 minutter. I søndagens Dupontløb rundt om Brabrand søen i Aarhus lykkedes dette… med nød og næppe skal det vist siges.
Det var en yderst blæsende dag – omkring 12-15 sekundmeter fra nordvest. Allerede på cykelturen ud til løbsstart kunne jeg mærke, at det blev en hård omgang på modvindspassagerne. Specielt stykket fra km. 8 til 9 var i helt åbent terræn og vinden stod lige mod snuden. Det var hårdt bare at cykle dette stykke.
Tiden op mod start blev en smule hektisk pga. de mange deltagere og en smal indgang til omklædningsfaciliteterne. Jeg nåede dog at løbe en smule opvarmning og komme frem i forreste del af feltet inden starten gik. Jeg lå vel i 3-4 geled, da starten gik og koblede mig fra start på den hurtigste gruppe på en 20 mand. Jeg kunne følge dem den første kilometer, men tempoet var tydeligvis for højt til at jeg ville kunne følge med til mål. Jeg lod mig lige så stille overhale af de hurtigere løbere uden at ændre på mit eget tempo.

I pace bag de hurtige

Benene var ikke fantastiske og jeg skulle kæmpe for at holde min pace. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at der ventede 1,5 km. i piv modvind efter 7,5 km. Jeg lå ikke i en gruppe, men løb derimod for mig selv og blev sporadisk overhalet. Da jeg nåede km. 6 var der et lille stykke med en mindre bakke, og her blev jeg overhalet af en gruppe på en 5-6 mand. Jeg havde egentlig ikke lyst til at gå med på deres tempo på dette tidspunkt, men jeg måtte også være lidt taktisk. På vej ned af bakken forsøgte jeg at få kontakt og det lykkes lige omkring km. 7. Herefter blev jeg i deres “baghjul” på vej ind i modvindsstykket. Gruppens tempo begyndte at falde efterhånden, og jeg kunne mærke at mine ben fik fornyet energi. Jeg lå fra gruppen og nåede en ny gruppe. Her skete faktisk det samme, og jeg løb fra dem lige da vi rammer km. 9 og kommer i læ af nogle træer. Her fra var det bare overlevelse og fuld gas mod mål.
På de sidste 100 m. finder jeg min telefon frem fra lommen. Jeg tracker via Endomondo, men telefonen ligger i en baglomme, når jeg løber. Jeg kunne se på tiden, at den lå på præcis 40 minutter da jeg krydsede målstregen, men jeg havde startet Endomondo før starten gik, så jeg havdenået mit mål. Min nettotid blev officielt 39:57.
Jeg endte på en plads som nummer 56 blandt de 674 deltagende mænd. Mit mål var at lande blandt de øverste 10 procent, så det lykkedes også. Alt i alt var jeg tilfreds. Jeg mener, at jeg med fokuseret træning ville kunne nå længere ned i tid på en 10 km. I denne omgang var det dog bare for at have en mindre delmål på denne tid af sæsonen og for at få den store motionistmilepæl i hus: 10 km. løb under 40 minutter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

3 faresignaler du skal tage seriøst i starten af din træning

https://alt-om-skoenhed.blogspot.com https://analytics-online.blogspot.com https://badevaerelser.blogspot.com https://boligindretni...